Der er næppe nogen med en forskningsmæssig tilknytning til humaniora, der ikke har følt behovet for at genformulere en målsætning, en strategi, en vision eller et formål med humaniora. Der er mange navne for det, der måske skal til, for at afhjælpe vores fornemmelse af rådvildhed og mangel på mål og samling.
Men inden man kommer for langt med at lægge sig fast på, hvad humaniora skal, så tror jeg at det er værd at overveje nogle ting (det kan være at andre allerede har gjort det, og kan hjælpe her):
Hvilke problemer er det egentlig, vi skal løse?
Det lader til, at humaniora (i det mindste humaniora på KU)
i) har et ret dårligt omdømme i nogle politiske kredse: man stoler ikke på relevansen, kvaliteten og omfanget af det, vi laver
ii) at arbejdsløsheden blandt vores kandidater er høj i forhold til øvrige kandidater
iii) gennemførselstiden for vores kandidater er for stor og frafaldet for stort
iv) kvaliteten af studerende der rekrutteres er dalende
v) at vi er relativt dårlige til at få midler fra eksterne financieringskilder, igen sammenlignet med andre dele af universitetet
vi) at vi sammenlignet med andre dele af universitetet producerer relativt få artikler i tidsskrifter med peer-review.
Der er utvivlsomt flere andre udfordringer, men det er hvad jeg kan komme i tanke om.
Hvilken form skal en strategi have?
Ved et møde med dekanatet på vores institut var den underliggende antagelse, at en strategi for humaniora formulerer et fælles projekt for humaniora. Enhver kan se det attraktive i dette, naturligvis: 'Humanioras projekt er .....' og så fyldes der noget ind, der for humaniora har samme rolle som atombomben havde i Manhattan-projektet, eller som månelandingerne havde for NASA. Humaniora kunne så blive et feldt som sundhedsvidenskab, hvis projekt det er at forstå menneskekroppen som biologisk system med henblik på at kunne behandle og forebygge sygdomme.
For mig at se er der i denne ide noget, der er anvendeligt, og noget, der ikke er. For det første er det en illusion at behandle humaniora som en ensartet ting. Humaniora er i realiteten en samlebetegnelse for en række endog meget forskellige discipliner, der af forskellige historiske grunde er samlet i samme institution, eller rettere i samme underafdelingen af en større institution, der også er en samlebetegnelse for en række meget forskellige discipliner, nemlig universitetet. Humaniora har på den måde ikke en essens eller en fælles kerne, men består af en række forskningsaktiviteter, der i større eller mindre grad slægter hinanden på. På et mere detaljeret og indholdsnært niveau er der derfor ikke noget sådant som humanioras metode eller humanioras indbyggede målsætning. En strategi, der er skrevet udfra en forestilling om, at humaniora i mere detaljeret forstand har en fælles kerne, og derfor kan sætte sig et fælles mål, kan være meget skadelig.
Det ændrer ikke på, at vi til udvortes brug kan have gavn af nogle catch-phrases, i stil med det, man kunne tro gælder for det sundhedsvidenskabelige fakultet (som jo udforsker mennesket som biologisk system, ikke sandt? I praksis er der naturligvis tale om en række meget forskellige forskningsområder, med meget forskellige metoder mv. Og nogle af dem kigger ikke på mennesker, men på rotter eller matematik. Og meget er motiveret af grundforskningsinteresse). Man skal i tre ord kunne forklare den til enhver tid siddende forskningsminister, hvorfor humaniora er vigtigt.
Men på andre punkter skal man måske ikke overdrive den gavn, en samlende vision kan gøre (givet, at visionen er så løst formuleret, som den i realiteten er nødt til at være, med mindre man har tænkt sig at uddefinere store dele af forskningen på fakultetet - en mere præcis definition af humanioras rolle, formål mv. vil, i sagens natur, udelukke stor dele af feltet, netop fordi feltet er så heterogent). Meget af det arbejde, vi gør som forskere, undervisere, formidlere, adminstratorer, mellemledere, fondsansøgere mv. vil være uafhængigt af, hvad der står i den vision, som ministeren skal overbevises af. Hvilken forskel vil formulering af en vision af den art gør for konkrete alvorlige problemer, som f.eks. den i forhold til andre områder høje arbejdsløshed på nogle fag? Næppe nogen. Praktikordninger, som mange fag indfører, hver for sig, går formentlig en meget stor forskel. Konjunkturer i samfundet gør en anden stor forskel.
Et andet forhold er følgende. Mange får et dødt udtryk i øjnene, når talen falder på humanister, humaniora, humanioras rolle og så videre, og det gælder for såvidt både fortalere og skeptikere. Men det er helt anderledes enkelt at forklare, hvorfor det er en god ting, at der forskes i Shakespare eller Kafka, hvorfor medievidenskab, maskinoversættelse, politisk filosofi og arkæologi er lødige emner, som nogle skal sætte sig ind i, og som på den ene eller den anden måde er anvendelige. Måske skyder vi os selv i foden ved at tænke på det forkerte niveau? Måske skal vi også udadtil præsentere humaniora som den palet af interessante og vigtige forskningsaktiviteter, det er, som imidlertid ikke indholdsmæssigt har mere med hinanden at gøre end de ting, som foregår på det naturvidenskabelige fakultet (gummistøvlebiologer og astrofysikere laver ret forskellige ting).
fredag den 4. april 2008
torsdag den 3. april 2008
Mere lederskab og mindre management
Peter Harder
professor, dr.phil.,
formand for det forskningspolitiske udvalg i Videnskabernes Selskab
0. Intro.
Mit indlæg handler om hvilke forventninger og krav vi som humanister skal have til den ny ledelsesstruktur, og derfor også til de nye ledere for humaniora på universiteterne. Mit udgangspunkt er at humanioras situation er ved at blive socialt omkonstrueret på en måde der stiller nye krav til humanisternes selvforståelse. Det betyder at for at fortsætte med at gøre det vi er bedst til, skal man også gøre nogle ting vi ikke plejer. Hvis det skal lykkes har vi brug for en ledelse der træffer de rigtige beslutninger og gør det synligt at de træffer de rigtige beslutninger, både for humanisterne og for samfundet udenfor. Jeg starter med en af de ting der kan gå galt i denne proces, og overskriften er klynk.
1. Udgangspunktet: hvordan undgår vi at det bliver klynk, vi samles om?
Jeg vil tage udgangspunkt i en paneldebat som dette forum afholdt sidste år. Der var fire oplæg og en række indlæg, der hver for sig var godt tænkt og pegede på vigtige ting, og alligevel gik jeg derfra med en lidt forstemt følelse. Til sammen dannede de et mønster hvor det fælles motiv var fornemmelsen af at det var synd for humaniora.
Det er ikke fordi jeg ikke forstår hvordan det kan ske. Som Storm P. engang sagde, og hvis du er glad, må det være din egen skyld – der er sgu nok at være ked af. Jeg nævner i flæng. Ledelsesreformen, fra forskning til faktura, det nye universitetsbevillingssystem, smagsdommerdebatten, DRs nedtur inklusive omlægningen af program 1 og 2, kultur- og værdikampen og den dårlige tone i indvandrerdebatten. Man kan selv fortsætte.
De ydre ændringer i kulturklimaet har også modsvarigheder inden for murene. Humanioras klassiske kerneområder kan kort formuleres som dannelsesorienteret traditionsformidling og kritisk refleksion. Statustabet betyder at arbejdet med disse ting bliver vanskeligere. Man mærker det konkret ved at niveauet i undervisningen de første år sommetider opleves som rystende lavt, i hvert fald i de fag hvor adgangskravene ligger på det jævne. På den slags hold ender de fleste endnu med at dumpe, men hvor længe har vi råd til det? Sammenholdt med masseuniversitetet og STÅ-kravene (’pølsefabrik’) kan det undertiden godt give en oplevelse af at enden er nær for kulturen som vi forstår den. ’
Denne oplevelse forstærkes af den kulturhistoriske udvikling man plejer at kalde socialkonstruktivisme eller dekonstruktion – ikke blot tror andre ikke på de humanistiske værdier, også folk inden for murene er med til at fortælle at det ’bare’ er sociale konstruktioner. Heller ikke på universitetet selv får man noget forærende.
Jeg tror det er vitalt både udadtil og indadtil at man får flyttet diskussionen et sted hen hvor det ikke opleves sådan at vi hovedsagelig mødes om at klynke. Når det ikke nytter noget, mener jeg bl.a. det hænger sammen med et mentalitetshistorisk tidehverv, som ligger bag mange af de ændringer man let kan blive deprimeret over, men som desværre ikke lader sig skrue tilbage. Det jeg tænker på er at humanisterne og deres traditionelle kerneområde har mistet noget symbolsk kapital, for nu at tale Bourdieusk, som ikke kan generobres.
Jeg mener man meget groft sagt kan sige at humanismen som åndsretning er et produkt af sekulariseringen – da den religiøse ortodoksi begyndte at tabe terræn, kunne humanisterne besætte de ledige positioner. Det tillod dem at have den meget attraktive rolle at de på en gang kunne repræsentere de sande værdier (som kirkens arvtager) og samtidig være rebelsk over for de gamle autoriteter (som kirkens kritiker). Denne profet-rolle hvor man kunne være autoritet og oprører på en gang, er bare kun holdbar så længe den gamle ortodoksi stadig har magt over sindene. Det mest markante kulturskift i den sidste generation, som er fælles gods for 68-oprøret og Dansk folkeparti-oprøret, er imidlertid at man har rystet autoritetstroen af sig, uanset om autoriteterne står til højre eller venstre.
Derfor er der ikke længere basis for en profet-rolle, hvor man kan være åndelig autoritet og oprører på samme tid. Hvis humaniora skal have øget slagkraft, skal den erobres forfra. Den brutale version er at sige at den skal erobres på almindelige markedsvilkår – jeg er optimistisk nok til at mene at der findes andre kræfter end markedet i økonomisk forstand – men i hvert fald får man ikke noget forærende.
2. Humanioras ændrede samfundsmæssige placering
Men der står heller ikke skrevet nogen steder, at man har krav på at få noget forærende. En del af den nedarvede humanists selvforståelse er præget af at Humboldt-identiteten umiskendeligt bærer præg af at være en overklasse-identitet. Wilhelm Meister, den repræsentant for det nyhumanistiske dannelsesbegreb som havde den største X-faktor i samtiden, kunne diskutere sagen med sin flittige fætter Werner, hvis verdensforståelse ikke rækker ud over det dobbelte bogholderi – og så kunne Wilhelm tage bort et halvt års tid og hellige sig teaterrejsen og sin egen åndelige udvikling uden at spekulere på hvor basisbevillingerne skulle komme fra. Mønsteret går helt tilbage til antikken. De frie borgere i Athen var dem der havde slaver til det grove, så de kunne bruge tiden på at gå hen på torvet og diskutere politik og til amfiteatret og se på Aischylos og Sofokles.
Men alle kan ikke regne med den slags vilkår. En del af grunden til at friheden i den sidste generation er blevet indskrænket, er at der er blevet så mange humanister og i det hele taget universitetsfolk. Vi kan simpelt hen ikke længere flyve under radaren. Hvis man skal bruge penge på at så mange mennesker studerer, forlanger samfundet en eller anden dokumentation for at det er en god måde at bruge penge på – og det er samfundet i sin gode ret til. Universiteterne, herunder humaniora er nødt til at genforhandle sin status med samfundet – sådan er det bare.
Det ville være fortvivlende, hvis den barbariske nutid helt havde mistet sansen for humanioras genstandsområde. Men der er der heldigvis overhovedet ikke tale om. De steder hvor der er mest grøde i de humanistiske emneområder er bare steder hvor klassiske humanister ikke er vant til at færdes. Der er flere sider af denne udvikling – det ene er den antropologisk vending, altså nationalfilologiernes henfald og fokus på kulturer i flertal i stedet på bestemt ental, som i ’kulturen’. Men det har jeg ikke tid til at tale om, for der er noget andet der er endnu vigtigere for humanioras samfundsmæssige situation. En af de virkelig slående nyheder i den seneste måned var at der nu er flere humanister ansat i den private sektor end i den offentlige. Automatreaktionerne herpå vil være at humanister bare skal levere reklame og musik i kostalden og derfor forråder deres ideelle grundlag.
Det kan selvfølgelig også forekomme. Men jeg har haft den oplevelse at præsidere over en praktikordning i de sidste 7-8 år, hvor folk skal give en analyse af deres arbejdsplads og deres egen oplevelse af at være ude i det pulveriserende liv – og det har været en overraskende stor fornøjelse. Det at skulle sætte deres eget præg på noget der skal kunne fungere ude i virkeligheden, har helt tydeligt været en stimulans der også har pustet liv i deres identitet som humanister. Jeg er Humboldt-tilhænger nok til at mene at universitetssuddannelser i frihed og uden markedstryk er en god ting. Men mine praktikerfaringer har også fået mig til at sige at humanister ikke som hovedregel tager skade af at det de laver, skal kunne bruges til noget, når først de er uddannet.
Etisk regnskab, virksomhedskultur, værdibaseret ledelse – der er meget bullshit, på dansk gylle, i den snak. Men der er også realiteter i det. Når man snakker med erhvervsfolk om det, siger de typisk at gyllen er værdiløs fra et erhvervsmæssigt synspunkt – det er realiteterne der tæller. Derfor er en grundig uddannelse hvor folk lærer at forstå, analysere og give udtryk for komplekse menneskelige sammenhænge mere relevant end nogensinde – om end af grunde vi selv skal finde vores egne ben i forhold til.
Det betyder også at begrebet social konstruktion skal vendes om. Humanister skal lære at tænke på sig selv som socialkonstruktører. De skal ikke bare kunne analysere menneskelige sammenhænge – de skal også kunne få dem op at stå. Det gælder ikke kun ’event managers’ og den slags nymodens folk – den klassiske underviserrolle er også en socialkonstruktiv opgave. Hvis ikke man kan få de menneskelige sammenhænge til at blive levende, dur det ikke. Sådan har det altid været. Men indtil nu har vi kunnet bilde os ind, at det var de andres fejl hvis de ikke havde sans for de udødelige værdier vi repræsenterede.
3. Mere lederskab – mindre management
Den genforhandling – eller gen-konstruktion - af humanioras status jeg har talt om, er for mig at se er den helt centrale ledelsesopgave for humanistiske dekaner og institutledere efter universitetsreformen. Jeg oplever ikke det omgivende samfund som fjendtligt indstillet over for humaniora. Man kan måske tale om at der er en vis afventende holdning. Hvad er det nu lige I kan? Hvis I skal have flere af de nye penge, hvorfor er det så lige vi skal give jer dem?
Som jeg allerede har sagt, mener jeg det er helt rimelige spørgsmål at stille fra en udenforståendes synspunkt.
En forudsætning for at få en fornuftig dialog i gang på dette grundlag, er at man undgår den klassiske polarisering, hvor erhvervsrettethed, de nye ledelser og Helge Sander er skurkene, og den gamle styrelseslov, den humanistiske tradition og Humboldt er heltene, og hvor humanisterne tager monopol på det menneskelige perspektiv – i det jeg startede med at kalde den gamle profet-rolle, som ikke længere er bæredygtig, med klynk som det indtryk omverdenen får.
Det er ledelsernes centrale opgave at værre katalysatorer for en proces hvor den for mig at se veldokumenterede samfundsmæssige værdi af humaniora synliggøres på en måde der viser skyldig respekt både for de centrale værdier i det klassiske humaniora, altså hvad jeg kaldte traditionsformidling og kritisk refleksion, og for det anvendelsesperspektiv som er slået igennem i de sidste ti år. Hvis ikke der var en sammenhæng mellem de to sider, ville den erhvervsmæssige succes næppe have været så markant. På den anden side er det klart at de to ting ikke er et og det samme.
Det kræver hvad jeg forstår ved lederskab, altså evnen til ikke nødvendigvis selv at opfinde vejen, men at sørge for der fremstår en vej. Denne opgave har også en konkret organisationsmæssig side. Jeg har talt meget om at man ikke skal klynke over at de gamle gratisværdier er eroderet væk af udviklingen. Men når det er sagt, mener jeg på den anden side at man skal identificere og bekæmpe de unødige trusler imod klassiske humanistiske værdier. Jeg vil gerne slutte med at påpege hvad jeg anser for den helt centrale trussel. Det handler om konsekvenserne af de igangværende administrative stramninger for både ansatte og studerende i deres hverdag.
Mange af disse tiltag har to muligheder i sig: De kan enten komme til at fungere som en spore til at tage sig lidt mere sammen og gøre mere af det man er god til. Det er sådan politikerne opfatter det. De tror universitetsfolk laver for lidt.
Men de kan også komme til at fungere som en selvstændighedsdræbende lønmodtagerkultur overfor de ansatte og en børnehavementalitet overfor de studerende – og det er langt lettere at iværksætte end den anden mulighed. Det er navnlig en nærliggende risiko når pengene fjernes fra hverdagen og bruges på de mere sexede initiativer, langt fra undervisning, vejledning og opgaveretning, tavle og kridt. Det er denne igangværende engagementsdræbende ændring, som jeg mener er den mest akutte hovedfjende. Den oplevede frihed til at blive grebet af noget og forfølge en tanke er akut truet, både for lærer og studerende.
Her er endnu et punkt hvor det tegner sig en central opgave for ledelserne. Her er overskriften med lederskab frem for management helt afgørende. Når politikere og administratorer vælter tiltag ned over hovedet på os, som truer med at sabotere selve livsnerven i processen, er det ledernes opgave at stille sig et sted hvor de på alles vegne går ind for at leve op til omverdenens forventninger, men bruger mindst halvdelen af deres kraft på at finde en måde at leve op til dem på, som gør mindst mulig skade. Det tror jeg såmænd også er deres hensigt, men det er ret langt fra at lykkes. Det er klart at lederne har loyalitetsforpligtelse over for trufne beslutninger – men der kan gøres langt mere for at få en debat med temaet: Hvordan giver vi kejseren hvad kejserens er, på den mindst skadelige måde?
For nu at pege på et konkret punkt, kan jeg nævne den måde strategiplanerne vandrer igennem systemet på. Meget kort fortalt sker der det at først laves hele universitetets udviklingskontrakt med ministeriet. Så opstiller universitetet sin strategiplan, der viser hvad man vil gøre, herunder leve op til ministeriets krav. Den ruller så videre til fakulteterne der også skal have en strategi. Hvis ikke de kan klare det hele selv, er der jo konsulentfirmer der er villige til at give en hånd. Endelig er der så Institutterne der hver for sig også skal lave strategiplaner der udfylde fakulteternes beslutninger.
Det giver selvfølgelig en masse gylleproduktion, men det er ikke det værste. Det giftige er at der nu i bemærkningerne til den nye universitetslov står, at forskningsfriheden kun gælder inden for rammerne af strategierne – man skal altså passe på ikke at få nogle ideer der falder uden for strategiplanen. Derfor er man nødt til at holde godt øje med den. Og den tid man bruger på at holde øje med strategiplanen kan ikke bruge til at få nye ideer i. Dette punkt er ret vigtigt, ikke mindst fordi der er politisk uklarhed om det. Helge Sander har klart sagt at han ikke mener den nye lov på nogen måde skal læses som en indskrænkning af forskningsfriheden.- På den anden side henviste en dekan så sent som sidste uge til denne passus i forbindelse med en diskussion af hvad der skeulle og ikke skulle foregå på universitetet.
Hele denne proces mener jeg skal radikalt omtænkes, så de forskningsmæssige strategiplaner kun gælder de områder hvor man skal foretage sig noget nyt af hensyn til samfundets krav. Her kan topstyring være nødvendig, af samme grund som den kan være det i militær sammenhæng. De nødvendige ting, der ikke sker af sig selv, må ledelsen sætte i gang. Til gengæld skal der skabes et rum i hverdagen der er kemisk fri for strategiske overvejelser – det sted hvor alle de nødvendige fiaskoer og genialiteter kan få lov til at udfolde sig.
Det er helt i strid med al moderne ledelsesfilosofi at skulle presse alle enkeltpersoner ind i topstyret strategiplanlægning der skal gentages år efter år. Og det nytter ikke at give politikerne skylden. Jeg havde for nylig lejlighed til at diskutere dette problem med Helge Sander – og det eneste han forholder sig til, er kontrakten med ministeriet. Hele den topstyrede proces med strategiplaner der kører ned ad kommandovejen, er selvskabt plage fra universitetets side. Jeg mener vi må se at få reduceret den til det punkt hvor den kun vedrører hvad der er nødvendigt udadtil.
Lederne har i de første år i for høj grad haft en automatreaktion der gik ud på at sende alt det ragelse de fik i hovedet oppefra, videre ned ad kommandovejen i hovedet på næste trin,, eventuelt suppleret af ekstra tiltag for at vise at de var med på vognen. Den lille snebold som Helge Sander starter oppe på toppen af bjerget, ender derfor med at forvandle sig til en brølende lavine når man kommer ned til foden af bjerget. Den proces må simpelt hen stoppes. Jeg har tidligere citeret Lars Goldschmidt for det visdomsord, at en god leder kun leder der hvor det er nødvendigt. I forgårs talte jeg med en ledelseskonsulent som sagde at en af hans løsningsmodeller var at indrette et sekretariat hvis eneste opgave var at danne en barriere mellem medarbejderne og det ragelse der kom ned oppefra. Den slags skulle håndteres af ledelsen, der så sørgede for at indrette organisationen sådan at medarbejder fik mest mulig frihed til at løse deres opgaver på deres egen måde.
Vi skal alle gøre erfaringer med det nye ledelsessystem, og man skal have lov til at kvaje sig i starten. Der er dem på KU der mener at det med lederskab umuligt kan lykkes, når ledelsen til et seminar for alle medarbejdere om humaniora i det 21. århundrede havde to kerneforedrag, hvoraf det ene handlede om stressbekæmpelse og det andet handlede om at man skulle passe på at ens faglige identitet ikke tog magten fra en, fordi man også skulle tænke på kroppen. Jeg mener vi skal være optimister og betragte det som begyndervanskeligheder. Det er bestemt ikke nemt at nyformulere humanioras rolle og skabe plads for at den kan trives i en organisation som politikerne gør hvad de kan for at ødelægge. Men nu gælder så sandelig også om at komme i gang. Og det er vi nødt til at hjælpe lederne med!
professor, dr.phil.,
formand for det forskningspolitiske udvalg i Videnskabernes Selskab
0. Intro.
Mit indlæg handler om hvilke forventninger og krav vi som humanister skal have til den ny ledelsesstruktur, og derfor også til de nye ledere for humaniora på universiteterne. Mit udgangspunkt er at humanioras situation er ved at blive socialt omkonstrueret på en måde der stiller nye krav til humanisternes selvforståelse. Det betyder at for at fortsætte med at gøre det vi er bedst til, skal man også gøre nogle ting vi ikke plejer. Hvis det skal lykkes har vi brug for en ledelse der træffer de rigtige beslutninger og gør det synligt at de træffer de rigtige beslutninger, både for humanisterne og for samfundet udenfor. Jeg starter med en af de ting der kan gå galt i denne proces, og overskriften er klynk.
1. Udgangspunktet: hvordan undgår vi at det bliver klynk, vi samles om?
Jeg vil tage udgangspunkt i en paneldebat som dette forum afholdt sidste år. Der var fire oplæg og en række indlæg, der hver for sig var godt tænkt og pegede på vigtige ting, og alligevel gik jeg derfra med en lidt forstemt følelse. Til sammen dannede de et mønster hvor det fælles motiv var fornemmelsen af at det var synd for humaniora.
Det er ikke fordi jeg ikke forstår hvordan det kan ske. Som Storm P. engang sagde, og hvis du er glad, må det være din egen skyld – der er sgu nok at være ked af. Jeg nævner i flæng. Ledelsesreformen, fra forskning til faktura, det nye universitetsbevillingssystem, smagsdommerdebatten, DRs nedtur inklusive omlægningen af program 1 og 2, kultur- og værdikampen og den dårlige tone i indvandrerdebatten. Man kan selv fortsætte.
De ydre ændringer i kulturklimaet har også modsvarigheder inden for murene. Humanioras klassiske kerneområder kan kort formuleres som dannelsesorienteret traditionsformidling og kritisk refleksion. Statustabet betyder at arbejdet med disse ting bliver vanskeligere. Man mærker det konkret ved at niveauet i undervisningen de første år sommetider opleves som rystende lavt, i hvert fald i de fag hvor adgangskravene ligger på det jævne. På den slags hold ender de fleste endnu med at dumpe, men hvor længe har vi råd til det? Sammenholdt med masseuniversitetet og STÅ-kravene (’pølsefabrik’) kan det undertiden godt give en oplevelse af at enden er nær for kulturen som vi forstår den. ’
Denne oplevelse forstærkes af den kulturhistoriske udvikling man plejer at kalde socialkonstruktivisme eller dekonstruktion – ikke blot tror andre ikke på de humanistiske værdier, også folk inden for murene er med til at fortælle at det ’bare’ er sociale konstruktioner. Heller ikke på universitetet selv får man noget forærende.
Jeg tror det er vitalt både udadtil og indadtil at man får flyttet diskussionen et sted hen hvor det ikke opleves sådan at vi hovedsagelig mødes om at klynke. Når det ikke nytter noget, mener jeg bl.a. det hænger sammen med et mentalitetshistorisk tidehverv, som ligger bag mange af de ændringer man let kan blive deprimeret over, men som desværre ikke lader sig skrue tilbage. Det jeg tænker på er at humanisterne og deres traditionelle kerneområde har mistet noget symbolsk kapital, for nu at tale Bourdieusk, som ikke kan generobres.
Jeg mener man meget groft sagt kan sige at humanismen som åndsretning er et produkt af sekulariseringen – da den religiøse ortodoksi begyndte at tabe terræn, kunne humanisterne besætte de ledige positioner. Det tillod dem at have den meget attraktive rolle at de på en gang kunne repræsentere de sande værdier (som kirkens arvtager) og samtidig være rebelsk over for de gamle autoriteter (som kirkens kritiker). Denne profet-rolle hvor man kunne være autoritet og oprører på en gang, er bare kun holdbar så længe den gamle ortodoksi stadig har magt over sindene. Det mest markante kulturskift i den sidste generation, som er fælles gods for 68-oprøret og Dansk folkeparti-oprøret, er imidlertid at man har rystet autoritetstroen af sig, uanset om autoriteterne står til højre eller venstre.
Derfor er der ikke længere basis for en profet-rolle, hvor man kan være åndelig autoritet og oprører på samme tid. Hvis humaniora skal have øget slagkraft, skal den erobres forfra. Den brutale version er at sige at den skal erobres på almindelige markedsvilkår – jeg er optimistisk nok til at mene at der findes andre kræfter end markedet i økonomisk forstand – men i hvert fald får man ikke noget forærende.
2. Humanioras ændrede samfundsmæssige placering
Men der står heller ikke skrevet nogen steder, at man har krav på at få noget forærende. En del af den nedarvede humanists selvforståelse er præget af at Humboldt-identiteten umiskendeligt bærer præg af at være en overklasse-identitet. Wilhelm Meister, den repræsentant for det nyhumanistiske dannelsesbegreb som havde den største X-faktor i samtiden, kunne diskutere sagen med sin flittige fætter Werner, hvis verdensforståelse ikke rækker ud over det dobbelte bogholderi – og så kunne Wilhelm tage bort et halvt års tid og hellige sig teaterrejsen og sin egen åndelige udvikling uden at spekulere på hvor basisbevillingerne skulle komme fra. Mønsteret går helt tilbage til antikken. De frie borgere i Athen var dem der havde slaver til det grove, så de kunne bruge tiden på at gå hen på torvet og diskutere politik og til amfiteatret og se på Aischylos og Sofokles.
Men alle kan ikke regne med den slags vilkår. En del af grunden til at friheden i den sidste generation er blevet indskrænket, er at der er blevet så mange humanister og i det hele taget universitetsfolk. Vi kan simpelt hen ikke længere flyve under radaren. Hvis man skal bruge penge på at så mange mennesker studerer, forlanger samfundet en eller anden dokumentation for at det er en god måde at bruge penge på – og det er samfundet i sin gode ret til. Universiteterne, herunder humaniora er nødt til at genforhandle sin status med samfundet – sådan er det bare.
Det ville være fortvivlende, hvis den barbariske nutid helt havde mistet sansen for humanioras genstandsområde. Men der er der heldigvis overhovedet ikke tale om. De steder hvor der er mest grøde i de humanistiske emneområder er bare steder hvor klassiske humanister ikke er vant til at færdes. Der er flere sider af denne udvikling – det ene er den antropologisk vending, altså nationalfilologiernes henfald og fokus på kulturer i flertal i stedet på bestemt ental, som i ’kulturen’. Men det har jeg ikke tid til at tale om, for der er noget andet der er endnu vigtigere for humanioras samfundsmæssige situation. En af de virkelig slående nyheder i den seneste måned var at der nu er flere humanister ansat i den private sektor end i den offentlige. Automatreaktionerne herpå vil være at humanister bare skal levere reklame og musik i kostalden og derfor forråder deres ideelle grundlag.
Det kan selvfølgelig også forekomme. Men jeg har haft den oplevelse at præsidere over en praktikordning i de sidste 7-8 år, hvor folk skal give en analyse af deres arbejdsplads og deres egen oplevelse af at være ude i det pulveriserende liv – og det har været en overraskende stor fornøjelse. Det at skulle sætte deres eget præg på noget der skal kunne fungere ude i virkeligheden, har helt tydeligt været en stimulans der også har pustet liv i deres identitet som humanister. Jeg er Humboldt-tilhænger nok til at mene at universitetssuddannelser i frihed og uden markedstryk er en god ting. Men mine praktikerfaringer har også fået mig til at sige at humanister ikke som hovedregel tager skade af at det de laver, skal kunne bruges til noget, når først de er uddannet.
Etisk regnskab, virksomhedskultur, værdibaseret ledelse – der er meget bullshit, på dansk gylle, i den snak. Men der er også realiteter i det. Når man snakker med erhvervsfolk om det, siger de typisk at gyllen er værdiløs fra et erhvervsmæssigt synspunkt – det er realiteterne der tæller. Derfor er en grundig uddannelse hvor folk lærer at forstå, analysere og give udtryk for komplekse menneskelige sammenhænge mere relevant end nogensinde – om end af grunde vi selv skal finde vores egne ben i forhold til.
Det betyder også at begrebet social konstruktion skal vendes om. Humanister skal lære at tænke på sig selv som socialkonstruktører. De skal ikke bare kunne analysere menneskelige sammenhænge – de skal også kunne få dem op at stå. Det gælder ikke kun ’event managers’ og den slags nymodens folk – den klassiske underviserrolle er også en socialkonstruktiv opgave. Hvis ikke man kan få de menneskelige sammenhænge til at blive levende, dur det ikke. Sådan har det altid været. Men indtil nu har vi kunnet bilde os ind, at det var de andres fejl hvis de ikke havde sans for de udødelige værdier vi repræsenterede.
3. Mere lederskab – mindre management
Den genforhandling – eller gen-konstruktion - af humanioras status jeg har talt om, er for mig at se er den helt centrale ledelsesopgave for humanistiske dekaner og institutledere efter universitetsreformen. Jeg oplever ikke det omgivende samfund som fjendtligt indstillet over for humaniora. Man kan måske tale om at der er en vis afventende holdning. Hvad er det nu lige I kan? Hvis I skal have flere af de nye penge, hvorfor er det så lige vi skal give jer dem?
Som jeg allerede har sagt, mener jeg det er helt rimelige spørgsmål at stille fra en udenforståendes synspunkt.
En forudsætning for at få en fornuftig dialog i gang på dette grundlag, er at man undgår den klassiske polarisering, hvor erhvervsrettethed, de nye ledelser og Helge Sander er skurkene, og den gamle styrelseslov, den humanistiske tradition og Humboldt er heltene, og hvor humanisterne tager monopol på det menneskelige perspektiv – i det jeg startede med at kalde den gamle profet-rolle, som ikke længere er bæredygtig, med klynk som det indtryk omverdenen får.
Det er ledelsernes centrale opgave at værre katalysatorer for en proces hvor den for mig at se veldokumenterede samfundsmæssige værdi af humaniora synliggøres på en måde der viser skyldig respekt både for de centrale værdier i det klassiske humaniora, altså hvad jeg kaldte traditionsformidling og kritisk refleksion, og for det anvendelsesperspektiv som er slået igennem i de sidste ti år. Hvis ikke der var en sammenhæng mellem de to sider, ville den erhvervsmæssige succes næppe have været så markant. På den anden side er det klart at de to ting ikke er et og det samme.
Det kræver hvad jeg forstår ved lederskab, altså evnen til ikke nødvendigvis selv at opfinde vejen, men at sørge for der fremstår en vej. Denne opgave har også en konkret organisationsmæssig side. Jeg har talt meget om at man ikke skal klynke over at de gamle gratisværdier er eroderet væk af udviklingen. Men når det er sagt, mener jeg på den anden side at man skal identificere og bekæmpe de unødige trusler imod klassiske humanistiske værdier. Jeg vil gerne slutte med at påpege hvad jeg anser for den helt centrale trussel. Det handler om konsekvenserne af de igangværende administrative stramninger for både ansatte og studerende i deres hverdag.
Mange af disse tiltag har to muligheder i sig: De kan enten komme til at fungere som en spore til at tage sig lidt mere sammen og gøre mere af det man er god til. Det er sådan politikerne opfatter det. De tror universitetsfolk laver for lidt.
Men de kan også komme til at fungere som en selvstændighedsdræbende lønmodtagerkultur overfor de ansatte og en børnehavementalitet overfor de studerende – og det er langt lettere at iværksætte end den anden mulighed. Det er navnlig en nærliggende risiko når pengene fjernes fra hverdagen og bruges på de mere sexede initiativer, langt fra undervisning, vejledning og opgaveretning, tavle og kridt. Det er denne igangværende engagementsdræbende ændring, som jeg mener er den mest akutte hovedfjende. Den oplevede frihed til at blive grebet af noget og forfølge en tanke er akut truet, både for lærer og studerende.
Her er endnu et punkt hvor det tegner sig en central opgave for ledelserne. Her er overskriften med lederskab frem for management helt afgørende. Når politikere og administratorer vælter tiltag ned over hovedet på os, som truer med at sabotere selve livsnerven i processen, er det ledernes opgave at stille sig et sted hvor de på alles vegne går ind for at leve op til omverdenens forventninger, men bruger mindst halvdelen af deres kraft på at finde en måde at leve op til dem på, som gør mindst mulig skade. Det tror jeg såmænd også er deres hensigt, men det er ret langt fra at lykkes. Det er klart at lederne har loyalitetsforpligtelse over for trufne beslutninger – men der kan gøres langt mere for at få en debat med temaet: Hvordan giver vi kejseren hvad kejserens er, på den mindst skadelige måde?
For nu at pege på et konkret punkt, kan jeg nævne den måde strategiplanerne vandrer igennem systemet på. Meget kort fortalt sker der det at først laves hele universitetets udviklingskontrakt med ministeriet. Så opstiller universitetet sin strategiplan, der viser hvad man vil gøre, herunder leve op til ministeriets krav. Den ruller så videre til fakulteterne der også skal have en strategi. Hvis ikke de kan klare det hele selv, er der jo konsulentfirmer der er villige til at give en hånd. Endelig er der så Institutterne der hver for sig også skal lave strategiplaner der udfylde fakulteternes beslutninger.
Det giver selvfølgelig en masse gylleproduktion, men det er ikke det værste. Det giftige er at der nu i bemærkningerne til den nye universitetslov står, at forskningsfriheden kun gælder inden for rammerne af strategierne – man skal altså passe på ikke at få nogle ideer der falder uden for strategiplanen. Derfor er man nødt til at holde godt øje med den. Og den tid man bruger på at holde øje med strategiplanen kan ikke bruge til at få nye ideer i. Dette punkt er ret vigtigt, ikke mindst fordi der er politisk uklarhed om det. Helge Sander har klart sagt at han ikke mener den nye lov på nogen måde skal læses som en indskrænkning af forskningsfriheden.- På den anden side henviste en dekan så sent som sidste uge til denne passus i forbindelse med en diskussion af hvad der skeulle og ikke skulle foregå på universitetet.
Hele denne proces mener jeg skal radikalt omtænkes, så de forskningsmæssige strategiplaner kun gælder de områder hvor man skal foretage sig noget nyt af hensyn til samfundets krav. Her kan topstyring være nødvendig, af samme grund som den kan være det i militær sammenhæng. De nødvendige ting, der ikke sker af sig selv, må ledelsen sætte i gang. Til gengæld skal der skabes et rum i hverdagen der er kemisk fri for strategiske overvejelser – det sted hvor alle de nødvendige fiaskoer og genialiteter kan få lov til at udfolde sig.
Det er helt i strid med al moderne ledelsesfilosofi at skulle presse alle enkeltpersoner ind i topstyret strategiplanlægning der skal gentages år efter år. Og det nytter ikke at give politikerne skylden. Jeg havde for nylig lejlighed til at diskutere dette problem med Helge Sander – og det eneste han forholder sig til, er kontrakten med ministeriet. Hele den topstyrede proces med strategiplaner der kører ned ad kommandovejen, er selvskabt plage fra universitetets side. Jeg mener vi må se at få reduceret den til det punkt hvor den kun vedrører hvad der er nødvendigt udadtil.
Lederne har i de første år i for høj grad haft en automatreaktion der gik ud på at sende alt det ragelse de fik i hovedet oppefra, videre ned ad kommandovejen i hovedet på næste trin,, eventuelt suppleret af ekstra tiltag for at vise at de var med på vognen. Den lille snebold som Helge Sander starter oppe på toppen af bjerget, ender derfor med at forvandle sig til en brølende lavine når man kommer ned til foden af bjerget. Den proces må simpelt hen stoppes. Jeg har tidligere citeret Lars Goldschmidt for det visdomsord, at en god leder kun leder der hvor det er nødvendigt. I forgårs talte jeg med en ledelseskonsulent som sagde at en af hans løsningsmodeller var at indrette et sekretariat hvis eneste opgave var at danne en barriere mellem medarbejderne og det ragelse der kom ned oppefra. Den slags skulle håndteres af ledelsen, der så sørgede for at indrette organisationen sådan at medarbejder fik mest mulig frihed til at løse deres opgaver på deres egen måde.
Vi skal alle gøre erfaringer med det nye ledelsessystem, og man skal have lov til at kvaje sig i starten. Der er dem på KU der mener at det med lederskab umuligt kan lykkes, når ledelsen til et seminar for alle medarbejdere om humaniora i det 21. århundrede havde to kerneforedrag, hvoraf det ene handlede om stressbekæmpelse og det andet handlede om at man skulle passe på at ens faglige identitet ikke tog magten fra en, fordi man også skulle tænke på kroppen. Jeg mener vi skal være optimister og betragte det som begyndervanskeligheder. Det er bestemt ikke nemt at nyformulere humanioras rolle og skabe plads for at den kan trives i en organisation som politikerne gør hvad de kan for at ødelægge. Men nu gælder så sandelig også om at komme i gang. Og det er vi nødt til at hjælpe lederne med!
Humanioras betydning i det 21. århundrede
Arrangementet refereres her – for egen regning – af Humanistisk Forums webredaktør Karen Lisa Salamon.
Humanist, ekspert og hofnar/offentlig intellektuel?
Københavns Universitet, april 2008
af Birgitte Possing
Den debat om humanioras betydning, der foregår nu i Danmark, løb voldsomt i Sverige i foråret 2006. Sverker Sørlin (2/09.15) udtrykte misnøje med humanioras tilstand i Sverige, for svensk humaniora var pinligt fraværende på The Times Higher Education Supplements rankingliste over verdens 50 bedste universiteter. På det tidspunkt optrådte Danmark fint på listen med KU som 18. I dag (2007) ser det ud til at KU’s Hum er ranket som nr. 67. Til-bagegang. Derfor er spørgsmålet – ”Skal der forskes og uddannes i hum? Hvordan? Og hvem bestemte, hvad der skal forskes i? ” - stadig mere centralt. Og vil et universitet som KU ikke gerne stadig være det bedste på feltet?
Mit korte svar er, at der i bør forskes på alle niveau’er, grundforskning såvel som anvendt/rekvireret/mode 2 og hvad det ellers blev kaldt, også selv om humaniora er me-re kompleks og nødvendig at prioritere end nogensinde. Nationer, demokratiske, civilise-rede stater, som vi har dem i Norden bør have råd, både til en humanistisk grundforsk-ning, hvis resultater ifølge sagens natur er uforudsigelige, og som derfor avler en viden, man ikke vidste, man havde brug for, og til en målrettet, fra myndigheder og forskellige befolkningsgrupper rekvireret forskning, der giver svar på bestemte spørgsmål om, hvor-dan vi har indrettet og kan indrette os. Og hvorfor det? Fordi humaniora sætter det men-neskelige i centrum og reflekterer over samfundsfællesskabets og det enkelte menneskes selvforståelse. I dag siger vi hum og kulturforskning om det samme felt, der omfatter både mennesket selv, de materielle ting, mennesket har skabt og menneskers tanker, følelser og erfaring. Det er banalt, at alle samfund med overskud prioriterer den forskning, der stiller spørgsmålstegn ved dét, som man til enhver tid betragter som givet. Og dermed giver sit bidrag til fremdrift og ændring (centrale dimensioner: den historiske, den kulturelle, den kommunikative, den æstetiske, den erkendelsesmæssige og den kritiske): Hum er samfundets kritiske bevidsthed om sig selv (Kirsten Hastrup).
Eksperter og kritikere på én og samme gang
Det var det korte svar. Det lange svar er mere kompliceret. Den passionerede intellektuelle humanist, Edward Said (1935-2003) plæderede for et dobbeltblik. Han så forskeren, den in-tellektuelle (universitetsansatte) der betales for at udøve sin gerning, både som eksperten med alt, hvad det indebærer at levere humanistisk kundskab og erkendelse til stat, myn-digheder og befolkning. Og som kritikeren, der stiller de banale spørgsmål om, hvorvidt vi kunne gøre alting anderledes i politik, sprog, etik, æstetik, kommunikation og religion. Men fordi det dobbeltblik ikke er ude at gå i offentligheden som almindelig erkendelse, bliver humaniora beskyldt for meget i medierne. Og desværre også på institutionerne af egne ledere: at være for forsigtig, for provinsiel, for selvoptaget, for resigneret, for forkælet og for specialiseret. De beskyldninger fremføres ikke blot i Danmark. Men andre steder, f.eks. i Sverige tager de intellektuelle offentligt til genmæle og forsøger at føre en generel debat. Som medierne i øvrigt støtter. I Danmark resigneres, - i akademia og intellektuelle.
Humanioras normative problem
Men der er slet ingen grund til den resignation: Universiteterne har stadig humanistiske fakulteter. De statslige forskningsråd ændrer navne, men prioriterer stadig humanistisk forskning: I DK har humaniora det sidste årti stået for 11 -12% af alle offentlige forsk-ningsudgifter, mens sundhedsvidenskab og naturvidenskab hver for knap 27%. Der var 15% VIP’er i samme periode mod 24% og 25% i sundhed og naturvidenskab. Det er beroli-gende, fordi befolkningen - adspurgt iflg. Dansk institut for forskningsanalyse – kun ville afsætte 2 – 4% af alle offentlige forskningsmidler til humaniora (og 75% til sundhed), hvis der skulle stemmes om det. Det skal der heldigvis ikke. Men det rejser et normativt pro-blem: Pdes er offentlighedens interesse for forskning vokset enormt det samme årti, pdas glimrer humanistiske forskningsledere (dekaner, rektorer, direktører for kulturarvsinstitu-tioner etc.) ved deres fravær i debatten: Ingen går i clinch med politikere, ministre eller myndigheder om præmisserne og kriterierne for den forskning, der bliver prioriteret. Heller ikke om, hvilke optimale incitamentsstrukturer, man kunne tilbyde sine forskellige typer forskere, så talent og fordybelse blev varetaget på bedst mulig måde. ”Højeste internationale niveau” gjalder blot retorisk ud over visionsoplæggene gang på gang. Uden nærmere snak om, hvad det så betyder. – Jeg ved ikke, om man kan kalde det at være opgaven voksen. – Men i hvert fald er det godt at debattere det som i Sverige, hvor man for 2 år siden fik videnskabsminister Leif Pagrotsky til at hævde humanioras relevans i en tid med globalisering og hurtige forandringer. Og hvor han pegede på hum som en grundpille i et demokratisk og intellektuelt samfund. Så man håbe, dét er fulgt op på universiteterne …
Hvad vil vi med humaniora?
Men bør man ikke gribe i egen barm og sige, at den åndelige fattigdom hos vore ledere og den topdown-styring, der så ensidigt er blevet moderne de seneste år, vel kun kan udryd-des ved at man nedefra forsøger at berige sine ledere. Og går ud i debatten i stedet for at resignere. Grundlæggende kunne man spørge, om ikke der – inspireret af Said - burde skelnes mellem tre slags humanistisk forskning, når vi hævder hum’s berettigelse og nød-vendighed i viden, erkendelse og kritik: Den første type stiller spørgsmål om en tekst, en ting eller artefakt, fordi den ikke har været undersøgt før; her går man ud fra, at materialet er interessant og værd at udforske i sig selv, fordi det hidtil har været glemt eller overset. Den måde at stille spørgsmål på, hævder, at humaniora er berettiget som en lystfuld interesse, et aspekt af et kærlighedsforhold, hvor forskere får stillet deres nysgerrighed, slukket deres kundskabstørst og udlevet deres lyst til at boltre sig i spørgsmål, de selv finder interessante. Klassiske, og især ældre humanister vil hævde, at den lystfyldte interesse er grund nok til, at staten betaler forskningen. Her er humanisten ude at gå. Den anden type stiller spørgsmål af nytteinteresse, fordi et bestemt samfundsproblem skal løses eller bely-ses. Den måde at stille spørgsmål på hævder, at humaniora skal øve sig i at være nyttig og bidrage til samfundets problemløsninger. Der skal tænkes hen mod en faktura, så regnin-gen for analysen kan dækkes af indbringende svar. Her er eksperten ude at gå. Den tredje type stiller spørgsmål af samvittighed, ud fra forskerens ønske om at fungere som samfun-dets kritiske bevidsthed om sig selv, som den intellektuelt reflekterende og nysgerrige på vegne af hele samfundet og det enkelte menneske. Det er den, der ud fra et kulturanaly-tisk, filosofisk, eksistentielt, kommunikativt, historisk eller æstetisk perspektiv vender tin-gene på hovedet og spørger: Hvor går vi hen, hvordan gør vi det – og kunne man forestille sig andre måder at gøre det på? Her er hofnarren eller den offentlige intellektuelle ude at gå. Hofnar er et godt ord, fordi det betegner en professionel, der ansat til at sige det provoke-rende, der bør siges. Og som modtageren bliver både klogere og usikrere af at lytte til.
Dette er tre vidt forskellige måder at stille spørgsmål og drive humaniora på. Hu-manisten, eksperten og hofnarren eksisterer i dag side om side. Og skal vel også gøre det. Der er ikke noget odiøst ved nogen af dem, selv om den sidste er blevet nogen umoderne. Hvis samfundet har råd til det, leverer både humanisten og hofnarren grundforskning. Eksperten leverer derimod den bestilte, den rekvirerede forskning, der frit kan vælge sine metoder, men som er målrettet på problemløsning. I humanioradebatten er den første, humanisten den, der for alle andre end humanistiske forskere selv kommer til at virke snæversynet, traditionsbunden, selvoptaget og specialiseret, og som derfor kommer til at stå for skud, når der skal prioriteres ressourcer til forskningen. Den anden, eksperten er den, som politikere, myndigheder og institutionsledere elsker at give plads i dag, og som bliver prioriteret og højprofileret bevillingsmæssigt, i hvert fald i Danmark. Den tredje, hofnarren er den, der ”er vitaliserende i de enkelte menneskers liv, klargørande i den offentlige samtale og korrigerende hhv. stimulerende over for andre videnskaber”. Den skal, om og om igen, stille de naive spørgsmål om, hvordan og hvorhen (LLarsson, DN 26/10.05).
Men hofnarren bliver der stadig mindre plads til på universiteterne. For det er den forsker, der skal betales af basisbevillinger eller af eksternt bevilgede, og ofte private midler. Sådanne midler prioriteres ikke til humaniora, sammenlignet med natur- og sundhedsvidenskab. Det strategiske forskningsråd gør det naturligvis ikke, men ej heller det danske frie forskningsråd (for Kultur og Kommunikation) prioriterer meget af den slags. Snarere gives midler til den første (den lystfulde) og den anden (den nyttige) slags.
På den måde er det gået tilbage for humaniora på universiteterne. Nysgerrighed, undren over givne sandheder og uforudsigelig produktion af ny viden har siden renæssancen været bærende drivkræfter for alle videnskaber. Vi kender det som det Humboldske uni. Det gælder også i humaniora, der blev udvikledes med fokus på det enkelte og frie menneske som værende uafhængigt af Gud. Nu overlever humanisten på små aka-demiske øer, mens den nyttige ekspert har travlt med at svare på de til enhver tid gældende modespørgsmål, der kommer fra myndigheder og strategiske forskningsråd og –programmer. Det siger sig selv, at i det civiliseret, demokratisk og samfundsmæssigt perspektiv slet ikke er tilstrækkeligt, at humaniora viser hvordan hjulene kan smøres, så problemer og udfordringer kan løses og vognen rulle videre på vejen. Det siger sig selv, at hofnarren bliver uundværlig som en offentlig intellektuel, hvis den humanistiske forsk-ning vil andet og mere end at kortlægge gamle artefakter og revidere forståelsen af de sproglige, æstetiske, kulturelle og religiøse sandheder, vi selv tror på. Hvis man vil udfordre den retning samfundet har taget, må man stille relevante spørgsmål om kursen. Dét må være humanioras opgave.
Samfundets kritiske bevidsthed om sig selv
I bund og grund mener jeg ikke vi har råd til andet end også at fremhæve humaniora som samfundets samvittighed og kritiske bevidsthed om sig selv. Det betyder hverken, at hu-manisters arbejde ikke må være lystfyldt eller nyttigt. Tværtimod bør vi opløse disse gam-le, sure modsætninger. Men vi bliver nødt til at erkende, at humaniora må afspejle, at sam-fundet ikke længere er delt i sektorer, der svarer til fagenes traditionelle discipliner: Nye opgaver og fag er dukket op med nye behov og udfordringer. En del af det er og har været på vej i DK et godt stykke tid og skal ikke kun besvares af den nyttige ekspert: ’Minoritets-studier’ dukker op, når de såkaldte minoriteter bliver et problem i samfundet. ’Postcolonial studies’ er blevet internationalt tunge områder efter erkendelsen af, at kolonialismen var et problem, - og trives nu til en vis grad nogle steder på danske universiteter. Nye fag-områder og spørgsmål rejser sig, når virkeligheden presser på: ’Modernitetens tilblivelse’ kan først udforskes, når vi er godt på vej ud i det postmoderne vildnis. ’De historiske biografiers historie’ kan først skrives, når genren og dets genstand, individet, bliver et diffust problem i den vestlige tænkemåde. ’Menneske-og-miljø-studier’ dukkede først op, da mennesket er ved at gå til i forurening. De klassiske fagdiscipliner blev udfordret og tvun-get til at arbejde tværfagligt, da internationaliseringen trængte sig på og brød disciplinori-enteringen. Det er en meget stor udfordring for universiteterne og deres måde at uddanne og forske på. Meget skal ombrydes – og det er i gang, - men der hersker almindelig forvirring, når de fagkyndige, forskerne, ikke bliver inddraget i ledernes overvejelser. Og når lederne blot følger de politiske vinde om hurtige, uigennemtænkte ændringer.
Den offentlige intellektuelle
Det er oplagt, at der bør ske en dobbeltbevægelse, hvor man både udvikler de nye tværgå-ende studier og forskningsprogrammer og kvalificerer de klassiske studier og fag, vi har kendt længe. Men først og fremmest er det en kerneopgave offensivt at sørge for, at humaniora genskabes som en respekteret og selvbevidst videnskab, både i Danmark og i Sverige, inden den bliver udslettet af markeds- og nyttiggørelse eller af humanisters resig-nerede indadvendthed og lyst til at pleje egen lyst.
Hvordan kan det ske? Der skal meget til og en hel del kommer helt af sig selv, når de hum fakulteter bliver omstruktureret af ledelserne under den universitetslov, der skaber ny virkelighed i disse år. Derfor er der grund til at forskerne selv intervenerer i den offentlige sfære som kritiske intellektuelle, reflekterer, debatterer og stiller forslag om, hvad der skal ske. Sådan bør det være i et demokratisk samfund. Forfattere og intellektuelle burde bryde den selvpålagte tavshed, som blandt andet ophøret af den Kolde Krigs bi-polære verden, de strukturelle ændringer i en globaliseret økonomi og angsten for at miste de faste stillinger på universiteterne (!) har medført. Den offentlige intellektuelle burde genfinde sit funktionelle hverv, skrev Said: nemlig at udfordre, at analysere, at provokere, at vove at være i eksil og at levere alternative fortællinger til den herskende universelle diskurs (The Public Intellectual, 2002). Said ville løfte de intellektuelle ud af den lammelse, som fraværet af en masterplan – en større utopi, ideologi eller tro satte de fleste humanister i efter Murens fald. Han ville have forskere og forfattere til at skabe nye hypoteser ud fra kendte historiske og sociale facts.
Den videnskabelige specialisering, vi har kendt siden Oplysningstiden er så velud-viklet, at specialisters resultater publiceres i faglige specialtidsskrifter, der (stort set) kun læses af indviede. Resultaterne forbliver i lukkede akademiske cirkler, bliver ikke formidlet og bliver heller ikke udfordret af anderledes tænkende forskere. I værste fald får samfundet ikke kvittering for forskningsinvesteringerne og forskningen/forskerne ender med at bekræfte sig selv og deres resultater. De forbliver humanister. I bedste fald får samfundet særdeles højkompetente forskere, der inden for deres felt måske er marginaliserede i DK, men som internationalt rangerer højt blandt ligesindede, f.eks. visse lingvister, sprogfolk, antropologer og historikere. De udvikles til eksperter. Under alle omstændigheder har spe-cialiseringen haft en afgørende indflydelse på arbejdsformerne – i humaniora forsker man individuelt eller i meget små grupper.
Det er ikke noget nyt, at svaret på denne problemstilling fra myndigheder, politike-re og visse forskningsinstitutioners ledelser har været: Tværfaglighed og forskning i team! Der er heller ikke noget nyt i, at humanister en del år har vist evnen til arbejde på tværs og i teams, selv om de ofte bliver beskyldt for det modsatte. De har vist sig omstillingsparate. Det viser utallige videnskabelige råds beretninger. Det er ikke dét, der er problemet. Det er heller ikke et problem, at mange humanister går tilbage til deres individuelle lønkammer og forsker videre alene, når de fælles opgaver er løst. Problemet er snarere, at man ikke får den bedste forskning, originaleste tænkning eller dybtgående kritik frem ved at tvinge forskerne til at indgå i mere eller mindre kortsigtede, tværfaglige programmer.
Erfaringerne for hvordan man har rekrutteret forskere som både outsidere og insidere i spændingsfeltet mellem klassisk humanisme, specialfaglig ekspertise og kritisk videnskab kan udvikles til noget konstruktivt. Det viser avancerede forskningscentre i USA, i en håndfuld europæiske lande og i Australien. Det forekommer væsentligt, at humanisten, eksperten og hofnarren ikke udelukker hinanden, men går i kritisk dialog her i senmoderne, komplekse tider og tager den udfordring op at udfordre forskningslederne (institutledere, dekaner, rektorer, direktører for kulturinstitutioner) til selv til at stille de store spørgsmål om, hvor vi går hen.
onsdag den 2. april 2008
Humaniora på bloggen
I al hast lige en forklaring: hvorfor en blog om humanioras fremtid, strategi, formål mv?
For det første er det klart, at humaniora, og måske især humaniora på KU, har en form for identitetskrise. Området og institionen har lav anseelse, og presses af universitetet og af det øvrige samfund. Internt er vi i tvivl om, hvad vi overhovedet vil med vores fag, selvom dette naturligvis ikke er nyt (har stået på i filosofi i 2500 år). Skal vi satse på forskning, på undervisning eller på at være relevante for det omgivende samfund, eller rettere, hvordan skal vi prioritere mellem disse opgaver? Skal der være et fælles Apollo-projekt for humaniora? Skal der være en fælles faglig identitet?
For det andet har mange af de humanistiske fag en længere tradition for faglig selvrefleksion, som alle kan have gavn af at stifte lidt bekendtskab med. Vi har brug for mange-til-mange kommunikation og diskussion om disse sager.
Bloggen er glimrende som et medium til køre en diskussion af den art. Alle fra humaniora, eller med legitime interesser i humaniora på KU, kan at bidrage. Det simpleste er bare at svare på indlæg, men man kan også blive bidragyder.
Der er andre blogs, som mange nok ved, som berører beslægtede emner, f.eks. forskningsfrihed som køres af Claus Emmeche. Pointen er ikke, at denne blog skal gå de andre i bedene. Når vi har diskutere humaniora længe nok, så lukker vi bare her.
Bedste hilsner
Klemens
For det første er det klart, at humaniora, og måske især humaniora på KU, har en form for identitetskrise. Området og institionen har lav anseelse, og presses af universitetet og af det øvrige samfund. Internt er vi i tvivl om, hvad vi overhovedet vil med vores fag, selvom dette naturligvis ikke er nyt (har stået på i filosofi i 2500 år). Skal vi satse på forskning, på undervisning eller på at være relevante for det omgivende samfund, eller rettere, hvordan skal vi prioritere mellem disse opgaver? Skal der være et fælles Apollo-projekt for humaniora? Skal der være en fælles faglig identitet?
For det andet har mange af de humanistiske fag en længere tradition for faglig selvrefleksion, som alle kan have gavn af at stifte lidt bekendtskab med. Vi har brug for mange-til-mange kommunikation og diskussion om disse sager.
Bloggen er glimrende som et medium til køre en diskussion af den art. Alle fra humaniora, eller med legitime interesser i humaniora på KU, kan at bidrage. Det simpleste er bare at svare på indlæg, men man kan også blive bidragyder.
Der er andre blogs, som mange nok ved, som berører beslægtede emner, f.eks. forskningsfrihed som køres af Claus Emmeche. Pointen er ikke, at denne blog skal gå de andre i bedene. Når vi har diskutere humaniora længe nok, så lukker vi bare her.
Bedste hilsner
Klemens
Humanioras betydning i det 21. århundrede
Her er et arrangement, som vi alle på Humaniora på Københavns Universitet bør være interesserede i. Jeg har opfordret arrangører og talere til at lægge indlæg fra mødet på denne blog, så også de, der ikke kan deltage i mødet kan følge med:
Tid: 2. april 2008 kl. 16.00-18.30
Sted: Lokale 21.0.54
Arrangør: Humanistisk Forum
Humanistisk Forum vil gerne bidrage konstruktivt til fakultetets HUM21-projekt og har derfor iværksat et debatmøde om humanioras betydning i dette århundrede og med kritiske perspektiver på det humanistiske fakultets nuværende situation. Alle er velkomne.
Program
Velkommen v. lektor Tania Ørum
Om Humanistisk Forum v. lektor Charlotte Engberg
De glemte traditioner og den nødvendige kritik v. postdoc, ph.d. Jesper Eckhardt Larsen
Tankens magt v. professor Frederik Stjernfelt
Humanioras betydning og den nødvendige hofnar v. Birgitte Possing, Seniorforsker, adjungeret professor, dr.phil. og fhv. direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter.
Mere lederskab og mindre management! v. professor Peter Harder
Diskussion
Tid: 2. april 2008 kl. 16.00-18.30
Sted: Lokale 21.0.54
Arrangør: Humanistisk Forum
Humanistisk Forum vil gerne bidrage konstruktivt til fakultetets HUM21-projekt og har derfor iværksat et debatmøde om humanioras betydning i dette århundrede og med kritiske perspektiver på det humanistiske fakultets nuværende situation. Alle er velkomne.
Program
Velkommen v. lektor Tania Ørum
Om Humanistisk Forum v. lektor Charlotte Engberg
De glemte traditioner og den nødvendige kritik v. postdoc, ph.d. Jesper Eckhardt Larsen
Tankens magt v. professor Frederik Stjernfelt
Humanioras betydning og den nødvendige hofnar v. Birgitte Possing, Seniorforsker, adjungeret professor, dr.phil. og fhv. direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter.
Mere lederskab og mindre management! v. professor Peter Harder
Diskussion
Abonner på:
Opslag (Atom)