torsdag den 3. april 2008

Mere lederskab og mindre management

Peter Harder
professor, dr.phil.,
formand for det forskningspolitiske udvalg i Videnskabernes Selskab

0. Intro.
Mit indlæg handler om hvilke forventninger og krav vi som humanister skal have til den ny ledelsesstruktur, og derfor også til de nye ledere for humaniora på universiteterne. Mit udgangspunkt er at humanioras situation er ved at blive socialt omkonstrueret på en måde der stiller nye krav til humanisternes selvforståelse. Det betyder at for at fortsætte med at gøre det vi er bedst til, skal man også gøre nogle ting vi ikke plejer. Hvis det skal lykkes har vi brug for en ledelse der træffer de rigtige beslutninger og gør det synligt at de træffer de rigtige beslutninger, både for humanisterne og for samfundet udenfor. Jeg starter med en af de ting der kan gå galt i denne proces, og overskriften er klynk.

1. Udgangspunktet: hvordan undgår vi at det bliver klynk, vi samles om?
Jeg vil tage udgangspunkt i en paneldebat som dette forum afholdt sidste år. Der var fire oplæg og en række indlæg, der hver for sig var godt tænkt og pegede på vigtige ting, og alligevel gik jeg derfra med en lidt forstemt følelse. Til sammen dannede de et mønster hvor det fælles motiv var fornemmelsen af at det var synd for humaniora.

Det er ikke fordi jeg ikke forstår hvordan det kan ske. Som Storm P. engang sagde, og hvis du er glad, må det være din egen skyld – der er sgu nok at være ked af. Jeg nævner i flæng. Ledelsesreformen, fra forskning til faktura, det nye universitetsbevillingssystem, smagsdommerdebatten, DRs nedtur inklusive omlægningen af program 1 og 2, kultur- og værdikampen og den dårlige tone i indvandrerdebatten. Man kan selv fortsætte.

De ydre ændringer i kulturklimaet har også modsvarigheder inden for murene. Humanioras klassiske kerneområder kan kort formuleres som dannelsesorienteret traditionsformidling og kritisk refleksion. Statustabet betyder at arbejdet med disse ting bliver vanskeligere. Man mærker det konkret ved at niveauet i undervisningen de første år sommetider opleves som rystende lavt, i hvert fald i de fag hvor adgangskravene ligger på det jævne. På den slags hold ender de fleste endnu med at dumpe, men hvor længe har vi råd til det? Sammenholdt med masseuniversitetet og STÅ-kravene (’pølsefabrik’) kan det undertiden godt give en oplevelse af at enden er nær for kulturen som vi forstår den. ’

Denne oplevelse forstærkes af den kulturhistoriske udvikling man plejer at kalde socialkonstruktivisme eller dekonstruktion – ikke blot tror andre ikke på de humanistiske værdier, også folk inden for murene er med til at fortælle at det ’bare’ er sociale konstruktioner. Heller ikke på universitetet selv får man noget forærende.

Jeg tror det er vitalt både udadtil og indadtil at man får flyttet diskussionen et sted hen hvor det ikke opleves sådan at vi hovedsagelig mødes om at klynke. Når det ikke nytter noget, mener jeg bl.a. det hænger sammen med et mentalitetshistorisk tidehverv, som ligger bag mange af de ændringer man let kan blive deprimeret over, men som desværre ikke lader sig skrue tilbage. Det jeg tænker på er at humanisterne og deres traditionelle kerneområde har mistet noget symbolsk kapital, for nu at tale Bourdieusk, som ikke kan generobres.

Jeg mener man meget groft sagt kan sige at humanismen som åndsretning er et produkt af sekulariseringen – da den religiøse ortodoksi begyndte at tabe terræn, kunne humanisterne besætte de ledige positioner. Det tillod dem at have den meget attraktive rolle at de på en gang kunne repræsentere de sande værdier (som kirkens arvtager) og samtidig være rebelsk over for de gamle autoriteter (som kirkens kritiker). Denne profet-rolle hvor man kunne være autoritet og oprører på en gang, er bare kun holdbar så længe den gamle ortodoksi stadig har magt over sindene. Det mest markante kulturskift i den sidste generation, som er fælles gods for 68-oprøret og Dansk folkeparti-oprøret, er imidlertid at man har rystet autoritetstroen af sig, uanset om autoriteterne står til højre eller venstre.

Derfor er der ikke længere basis for en profet-rolle, hvor man kan være åndelig autoritet og oprører på samme tid. Hvis humaniora skal have øget slagkraft, skal den erobres forfra. Den brutale version er at sige at den skal erobres på almindelige markedsvilkår – jeg er optimistisk nok til at mene at der findes andre kræfter end markedet i økonomisk forstand – men i hvert fald får man ikke noget forærende.

2. Humanioras ændrede samfundsmæssige placering
Men der står heller ikke skrevet nogen steder, at man har krav på at få noget forærende. En del af den nedarvede humanists selvforståelse er præget af at Humboldt-identiteten umiskendeligt bærer præg af at være en overklasse-identitet. Wilhelm Meister, den repræsentant for det nyhumanistiske dannelsesbegreb som havde den største X-faktor i samtiden, kunne diskutere sagen med sin flittige fætter Werner, hvis verdensforståelse ikke rækker ud over det dobbelte bogholderi – og så kunne Wilhelm tage bort et halvt års tid og hellige sig teaterrejsen og sin egen åndelige udvikling uden at spekulere på hvor basisbevillingerne skulle komme fra. Mønsteret går helt tilbage til antikken. De frie borgere i Athen var dem der havde slaver til det grove, så de kunne bruge tiden på at gå hen på torvet og diskutere politik og til amfiteatret og se på Aischylos og Sofokles.

Men alle kan ikke regne med den slags vilkår. En del af grunden til at friheden i den sidste generation er blevet indskrænket, er at der er blevet så mange humanister og i det hele taget universitetsfolk. Vi kan simpelt hen ikke længere flyve under radaren. Hvis man skal bruge penge på at så mange mennesker studerer, forlanger samfundet en eller anden dokumentation for at det er en god måde at bruge penge på – og det er samfundet i sin gode ret til. Universiteterne, herunder humaniora er nødt til at genforhandle sin status med samfundet – sådan er det bare.

Det ville være fortvivlende, hvis den barbariske nutid helt havde mistet sansen for humanioras genstandsområde. Men der er der heldigvis overhovedet ikke tale om. De steder hvor der er mest grøde i de humanistiske emneområder er bare steder hvor klassiske humanister ikke er vant til at færdes. Der er flere sider af denne udvikling – det ene er den antropologisk vending, altså nationalfilologiernes henfald og fokus på kulturer i flertal i stedet på bestemt ental, som i ’kulturen’. Men det har jeg ikke tid til at tale om, for der er noget andet der er endnu vigtigere for humanioras samfundsmæssige situation. En af de virkelig slående nyheder i den seneste måned var at der nu er flere humanister ansat i den private sektor end i den offentlige. Automatreaktionerne herpå vil være at humanister bare skal levere reklame og musik i kostalden og derfor forråder deres ideelle grundlag.

Det kan selvfølgelig også forekomme. Men jeg har haft den oplevelse at præsidere over en praktikordning i de sidste 7-8 år, hvor folk skal give en analyse af deres arbejdsplads og deres egen oplevelse af at være ude i det pulveriserende liv – og det har været en overraskende stor fornøjelse. Det at skulle sætte deres eget præg på noget der skal kunne fungere ude i virkeligheden, har helt tydeligt været en stimulans der også har pustet liv i deres identitet som humanister. Jeg er Humboldt-tilhænger nok til at mene at universitetssuddannelser i frihed og uden markedstryk er en god ting. Men mine praktikerfaringer har også fået mig til at sige at humanister ikke som hovedregel tager skade af at det de laver, skal kunne bruges til noget, når først de er uddannet.

Etisk regnskab, virksomhedskultur, værdibaseret ledelse – der er meget bullshit, på dansk gylle, i den snak. Men der er også realiteter i det. Når man snakker med erhvervsfolk om det, siger de typisk at gyllen er værdiløs fra et erhvervsmæssigt synspunkt – det er realiteterne der tæller. Derfor er en grundig uddannelse hvor folk lærer at forstå, analysere og give udtryk for komplekse menneskelige sammenhænge mere relevant end nogensinde – om end af grunde vi selv skal finde vores egne ben i forhold til.

Det betyder også at begrebet social konstruktion skal vendes om. Humanister skal lære at tænke på sig selv som socialkonstruktører. De skal ikke bare kunne analysere menneskelige sammenhænge – de skal også kunne få dem op at stå. Det gælder ikke kun ’event managers’ og den slags nymodens folk – den klassiske underviserrolle er også en socialkonstruktiv opgave. Hvis ikke man kan få de menneskelige sammenhænge til at blive levende, dur det ikke. Sådan har det altid været. Men indtil nu har vi kunnet bilde os ind, at det var de andres fejl hvis de ikke havde sans for de udødelige værdier vi repræsenterede.


3. Mere lederskab – mindre management
Den genforhandling – eller gen-konstruktion - af humanioras status jeg har talt om, er for mig at se er den helt centrale ledelsesopgave for humanistiske dekaner og institutledere efter universitetsreformen. Jeg oplever ikke det omgivende samfund som fjendtligt indstillet over for humaniora. Man kan måske tale om at der er en vis afventende holdning. Hvad er det nu lige I kan? Hvis I skal have flere af de nye penge, hvorfor er det så lige vi skal give jer dem?

Som jeg allerede har sagt, mener jeg det er helt rimelige spørgsmål at stille fra en udenforståendes synspunkt.

En forudsætning for at få en fornuftig dialog i gang på dette grundlag, er at man undgår den klassiske polarisering, hvor erhvervsrettethed, de nye ledelser og Helge Sander er skurkene, og den gamle styrelseslov, den humanistiske tradition og Humboldt er heltene, og hvor humanisterne tager monopol på det menneskelige perspektiv – i det jeg startede med at kalde den gamle profet-rolle, som ikke længere er bæredygtig, med klynk som det indtryk omverdenen får.

Det er ledelsernes centrale opgave at værre katalysatorer for en proces hvor den for mig at se veldokumenterede samfundsmæssige værdi af humaniora synliggøres på en måde der viser skyldig respekt både for de centrale værdier i det klassiske humaniora, altså hvad jeg kaldte traditionsformidling og kritisk refleksion, og for det anvendelsesperspektiv som er slået igennem i de sidste ti år. Hvis ikke der var en sammenhæng mellem de to sider, ville den erhvervsmæssige succes næppe have været så markant. På den anden side er det klart at de to ting ikke er et og det samme.

Det kræver hvad jeg forstår ved lederskab, altså evnen til ikke nødvendigvis selv at opfinde vejen, men at sørge for der fremstår en vej. Denne opgave har også en konkret organisationsmæssig side. Jeg har talt meget om at man ikke skal klynke over at de gamle gratisværdier er eroderet væk af udviklingen. Men når det er sagt, mener jeg på den anden side at man skal identificere og bekæmpe de unødige trusler imod klassiske humanistiske værdier. Jeg vil gerne slutte med at påpege hvad jeg anser for den helt centrale trussel. Det handler om konsekvenserne af de igangværende administrative stramninger for både ansatte og studerende i deres hverdag.

Mange af disse tiltag har to muligheder i sig: De kan enten komme til at fungere som en spore til at tage sig lidt mere sammen og gøre mere af det man er god til. Det er sådan politikerne opfatter det. De tror universitetsfolk laver for lidt.

Men de kan også komme til at fungere som en selvstændighedsdræbende lønmodtagerkultur overfor de ansatte og en børnehavementalitet overfor de studerende – og det er langt lettere at iværksætte end den anden mulighed. Det er navnlig en nærliggende risiko når pengene fjernes fra hverdagen og bruges på de mere sexede initiativer, langt fra undervisning, vejledning og opgaveretning, tavle og kridt. Det er denne igangværende engagementsdræbende ændring, som jeg mener er den mest akutte hovedfjende. Den oplevede frihed til at blive grebet af noget og forfølge en tanke er akut truet, både for lærer og studerende.

Her er endnu et punkt hvor det tegner sig en central opgave for ledelserne. Her er overskriften med lederskab frem for management helt afgørende. Når politikere og administratorer vælter tiltag ned over hovedet på os, som truer med at sabotere selve livsnerven i processen, er det ledernes opgave at stille sig et sted hvor de på alles vegne går ind for at leve op til omverdenens forventninger, men bruger mindst halvdelen af deres kraft på at finde en måde at leve op til dem på, som gør mindst mulig skade. Det tror jeg såmænd også er deres hensigt, men det er ret langt fra at lykkes. Det er klart at lederne har loyalitetsforpligtelse over for trufne beslutninger – men der kan gøres langt mere for at få en debat med temaet: Hvordan giver vi kejseren hvad kejserens er, på den mindst skadelige måde?

For nu at pege på et konkret punkt, kan jeg nævne den måde strategiplanerne vandrer igennem systemet på. Meget kort fortalt sker der det at først laves hele universitetets udviklingskontrakt med ministeriet. Så opstiller universitetet sin strategiplan, der viser hvad man vil gøre, herunder leve op til ministeriets krav. Den ruller så videre til fakulteterne der også skal have en strategi. Hvis ikke de kan klare det hele selv, er der jo konsulentfirmer der er villige til at give en hånd. Endelig er der så Institutterne der hver for sig også skal lave strategiplaner der udfylde fakulteternes beslutninger.

Det giver selvfølgelig en masse gylleproduktion, men det er ikke det værste. Det giftige er at der nu i bemærkningerne til den nye universitetslov står, at forskningsfriheden kun gælder inden for rammerne af strategierne – man skal altså passe på ikke at få nogle ideer der falder uden for strategiplanen. Derfor er man nødt til at holde godt øje med den. Og den tid man bruger på at holde øje med strategiplanen kan ikke bruge til at få nye ideer i. Dette punkt er ret vigtigt, ikke mindst fordi der er politisk uklarhed om det. Helge Sander har klart sagt at han ikke mener den nye lov på nogen måde skal læses som en indskrænkning af forskningsfriheden.- På den anden side henviste en dekan så sent som sidste uge til denne passus i forbindelse med en diskussion af hvad der skeulle og ikke skulle foregå på universitetet.

Hele denne proces mener jeg skal radikalt omtænkes, så de forskningsmæssige strategiplaner kun gælder de områder hvor man skal foretage sig noget nyt af hensyn til samfundets krav. Her kan topstyring være nødvendig, af samme grund som den kan være det i militær sammenhæng. De nødvendige ting, der ikke sker af sig selv, må ledelsen sætte i gang. Til gengæld skal der skabes et rum i hverdagen der er kemisk fri for strategiske overvejelser – det sted hvor alle de nødvendige fiaskoer og genialiteter kan få lov til at udfolde sig.

Det er helt i strid med al moderne ledelsesfilosofi at skulle presse alle enkeltpersoner ind i topstyret strategiplanlægning der skal gentages år efter år. Og det nytter ikke at give politikerne skylden. Jeg havde for nylig lejlighed til at diskutere dette problem med Helge Sander – og det eneste han forholder sig til, er kontrakten med ministeriet. Hele den topstyrede proces med strategiplaner der kører ned ad kommandovejen, er selvskabt plage fra universitetets side. Jeg mener vi må se at få reduceret den til det punkt hvor den kun vedrører hvad der er nødvendigt udadtil.

Lederne har i de første år i for høj grad haft en automatreaktion der gik ud på at sende alt det ragelse de fik i hovedet oppefra, videre ned ad kommandovejen i hovedet på næste trin,, eventuelt suppleret af ekstra tiltag for at vise at de var med på vognen. Den lille snebold som Helge Sander starter oppe på toppen af bjerget, ender derfor med at forvandle sig til en brølende lavine når man kommer ned til foden af bjerget. Den proces må simpelt hen stoppes. Jeg har tidligere citeret Lars Goldschmidt for det visdomsord, at en god leder kun leder der hvor det er nødvendigt. I forgårs talte jeg med en ledelseskonsulent som sagde at en af hans løsningsmodeller var at indrette et sekretariat hvis eneste opgave var at danne en barriere mellem medarbejderne og det ragelse der kom ned oppefra. Den slags skulle håndteres af ledelsen, der så sørgede for at indrette organisationen sådan at medarbejder fik mest mulig frihed til at løse deres opgaver på deres egen måde.

Vi skal alle gøre erfaringer med det nye ledelsessystem, og man skal have lov til at kvaje sig i starten. Der er dem på KU der mener at det med lederskab umuligt kan lykkes, når ledelsen til et seminar for alle medarbejdere om humaniora i det 21. århundrede havde to kerneforedrag, hvoraf det ene handlede om stressbekæmpelse og det andet handlede om at man skulle passe på at ens faglige identitet ikke tog magten fra en, fordi man også skulle tænke på kroppen. Jeg mener vi skal være optimister og betragte det som begyndervanskeligheder. Det er bestemt ikke nemt at nyformulere humanioras rolle og skabe plads for at den kan trives i en organisation som politikerne gør hvad de kan for at ødelægge. Men nu gælder så sandelig også om at komme i gang. Og det er vi nødt til at hjælpe lederne med!

1 kommentar:

Sune Auken sagde ...

Kære Peter

Jeg var for træt efter en lang dag, da jeg hørte dit indlæg igår og fik sagt noget værre vås under diskussionsrunden. Noget vås, som da også - rimeligt nok - blev ignoreret af alle. Det ærgrede mig grusomt bagefter, fordi jeg derfor ikke fik spurgt dig om det, som er det egentlige spørgsmål imellem os, nemlig hvorfor du mener, at det ikke kan lade sig gøre at have et velfungerende universitet I samfundet med en langt højere grad af fagligt selvstyre. Vi er enige om, at det gamle system trængte gevaldigt til et skub, men jeg synes, at vores erfaringer med det nye system tilsiger, at det trænger til et, som er endnu større
- og som helst vælter det.