En strategis form og indhold

Der er næppe nogen med en forskningsmæssig tilknytning til humaniora, der ikke har følt behovet for at genformulere en målsætning, en strategi, en vision eller et formål med humaniora. Der er mange navne for det, der måske skal til, for at afhjælpe vores fornemmelse af rådvildhed og mangel på mål og samling.

Men inden man kommer for langt med at lægge sig fast på, hvad humaniora skal, så tror jeg at det er værd at overveje nogle ting (det kan være at andre allerede har gjort det, og kan hjælpe her):

Hvilke problemer er det egentlig, vi skal løse?
Det lader til, at humaniora (i det mindste humaniora på KU)

i) har et ret dårligt omdømme i nogle politiske kredse: man stoler ikke på relevansen, kvaliteten og omfanget af det, vi laver
ii) at arbejdsløsheden blandt vores kandidater er høj i forhold til øvrige kandidater
iii) gennemførselstiden for vores kandidater er for stor og frafaldet for stort
iv) kvaliteten af studerende der rekrutteres er dalende
v) at vi er relativt dårlige til at få midler fra eksterne financieringskilder, igen sammenlignet med andre dele af universitetet
vi) at vi sammenlignet med andre dele af universitetet producerer relativt få artikler i tidsskrifter med peer-review.

Der er utvivlsomt flere andre udfordringer, men det er hvad jeg kan komme i tanke om.

Hvilken form skal en strategi have?
Ved et møde med dekanatet på vores institut var den underliggende antagelse, at en strategi for humaniora formulerer et fælles projekt for humaniora. Enhver kan se det attraktive i dette, naturligvis: 'Humanioras projekt er .....' og så fyldes der noget ind, der for humaniora har samme rolle som atombomben havde i Manhattan-projektet, eller som månelandingerne havde for NASA. Humaniora kunne så blive et feldt som sundhedsvidenskab, hvis projekt det er at forstå menneskekroppen som biologisk system med henblik på at kunne behandle og forebygge sygdomme.

For mig at se er der i denne ide noget, der er anvendeligt, og noget, der ikke er. For det første er det en illusion at behandle humaniora som en ensartet ting. Humaniora er i realiteten en samlebetegnelse for en række endog meget forskellige discipliner, der af forskellige historiske grunde er samlet i samme institution, eller rettere i samme underafdelingen af en større institution, der også er en samlebetegnelse for en række meget forskellige discipliner, nemlig universitetet. Humaniora har på den måde ikke en essens eller en fælles kerne, men består af en række forskningsaktiviteter, der i større eller mindre grad slægter hinanden på. På et mere detaljeret og indholdsnært niveau er der derfor ikke noget sådant som humanioras metode eller humanioras indbyggede målsætning. En strategi, der er skrevet udfra en forestilling om, at humaniora i mere detaljeret forstand har en fælles kerne, og derfor kan sætte sig et fælles mål, kan være meget skadelig.

Det ændrer ikke på, at vi til udvortes brug kan have gavn af nogle catch-phrases, i stil med det, man kunne tro gælder for det sundhedsvidenskabelige fakultet (som jo udforsker mennesket som biologisk system, ikke sandt? I praksis er der naturligvis tale om en række meget forskellige forskningsområder, med meget forskellige metoder mv. Og nogle af dem kigger ikke på mennesker, men på rotter eller matematik. Og meget er motiveret af grundforskningsinteresse). Man skal i tre ord kunne forklare den til enhver tid siddende forskningsminister, hvorfor humaniora er vigtigt.

Men på andre punkter skal man måske ikke overdrive den gavn, en samlende vision kan gøre (givet, at visionen er så løst formuleret, som den i realiteten er nødt til at være, med mindre man har tænkt sig at uddefinere store dele af forskningen på fakultetet - en mere præcis definition af humanioras rolle, formål mv. vil, i sagens natur, udelukke stor dele af feltet, netop fordi feltet er så heterogent). Meget af det arbejde, vi gør som forskere, undervisere, formidlere, adminstratorer, mellemledere, fondsansøgere mv. vil være uafhængigt af, hvad der står i den vision, som ministeren skal overbevises af. Hvilken forskel vil formulering af en vision af den art gør for konkrete alvorlige problemer, som f.eks. den i forhold til andre områder høje arbejdsløshed på nogle fag? Næppe nogen. Praktikordninger, som mange fag indfører, hver for sig, går formentlig en meget stor forskel. Konjunkturer i samfundet gør en anden stor forskel.

Et andet forhold er følgende. Mange får et dødt udtryk i øjnene, når talen falder på humanister, humaniora, humanioras rolle og så videre, og det gælder for såvidt både fortalere og skeptikere. Men det er helt anderledes enkelt at forklare, hvorfor det er en god ting, at der forskes i Shakespare eller Kafka, hvorfor medievidenskab, maskinoversættelse, politisk filosofi og arkæologi er lødige emner, som nogle skal sætte sig ind i, og som på den ene eller den anden måde er anvendelige. Måske skyder vi os selv i foden ved at tænke på det forkerte niveau? Måske skal vi også udadtil præsentere humaniora som den palet af interessante og vigtige forskningsaktiviteter, det er, som imidlertid ikke indholdsmæssigt har mere med hinanden at gøre end de ting, som foregår på det naturvidenskabelige fakultet (gummistøvlebiologer og astrofysikere laver ret forskellige ting).