Humanist, ekspert og hofnar/offentlig intellektuel?

Københavns Universitet, april 2008

af Birgitte Possing

Den debat om humanioras betydning, der foregår nu i Danmark, løb voldsomt i Sverige i foråret 2006. Sverker Sørlin (2/09.15) udtrykte misnøje med humanioras tilstand i Sverige, for svensk humaniora var pinligt fraværende på The Times Higher Education Supplements rankingliste over verdens 50 bedste universiteter. På det tidspunkt optrådte Danmark fint på listen med KU som 18. I dag (2007) ser det ud til at KU’s Hum er ranket som nr. 67. Til-bagegang. Derfor er spørgsmålet – ”Skal der forskes og uddannes i hum? Hvordan? Og hvem bestemte, hvad der skal forskes i? ” - stadig mere centralt. Og vil et universitet som KU ikke gerne stadig være det bedste på feltet?

Mit korte svar er, at der i bør forskes på alle niveau’er, grundforskning såvel som anvendt/rekvireret/mode 2 og hvad det ellers blev kaldt, også selv om humaniora er me-re kompleks og nødvendig at prioritere end nogensinde. Nationer, demokratiske, civilise-rede stater, som vi har dem i Norden bør have råd, både til en humanistisk grundforsk-ning, hvis resultater ifølge sagens natur er uforudsigelige, og som derfor avler en viden, man ikke vidste, man havde brug for, og til en målrettet, fra myndigheder og forskellige befolkningsgrupper rekvireret forskning, der giver svar på bestemte spørgsmål om, hvor-dan vi har indrettet og kan indrette os. Og hvorfor det? Fordi humaniora sætter det men-neskelige i centrum og reflekterer over samfundsfællesskabets og det enkelte menneskes selvforståelse. I dag siger vi hum og kulturforskning om det samme felt, der omfatter både mennesket selv, de materielle ting, mennesket har skabt og menneskers tanker, følelser og erfaring. Det er banalt, at alle samfund med overskud prioriterer den forskning, der stiller spørgsmålstegn ved dét, som man til enhver tid betragter som givet. Og dermed giver sit bidrag til fremdrift og ændring (centrale dimensioner: den historiske, den kulturelle, den kommunikative, den æstetiske, den erkendelsesmæssige og den kritiske): Hum er samfundets kritiske bevidsthed om sig selv (Kirsten Hastrup).

Eksperter og kritikere på én og samme gang
Det var det korte svar. Det lange svar er mere kompliceret. Den passionerede intellektuelle humanist, Edward Said (1935-2003) plæderede for et dobbeltblik. Han så forskeren, den in-tellektuelle (universitetsansatte) der betales for at udøve sin gerning, både som eksperten med alt, hvad det indebærer at levere humanistisk kundskab og erkendelse til stat, myn-digheder og befolkning. Og som kritikeren, der stiller de banale spørgsmål om, hvorvidt vi kunne gøre alting anderledes i politik, sprog, etik, æstetik, kommunikation og religion. Men fordi det dobbeltblik ikke er ude at gå i offentligheden som almindelig erkendelse, bliver humaniora beskyldt for meget i medierne. Og desværre også på institutionerne af egne ledere: at være for forsigtig, for provinsiel, for selvoptaget, for resigneret, for forkælet og for specialiseret. De beskyldninger fremføres ikke blot i Danmark. Men andre steder, f.eks. i Sverige tager de intellektuelle offentligt til genmæle og forsøger at føre en generel debat. Som medierne i øvrigt støtter. I Danmark resigneres, - i akademia og intellektuelle.

Humanioras normative problem
Men der er slet ingen grund til den resignation: Universiteterne har stadig humanistiske fakulteter. De statslige forskningsråd ændrer navne, men prioriterer stadig humanistisk forskning: I DK har humaniora det sidste årti stået for 11 -12% af alle offentlige forsk-ningsudgifter, mens sundhedsvidenskab og naturvidenskab hver for knap 27%. Der var 15% VIP’er i samme periode mod 24% og 25% i sundhed og naturvidenskab. Det er beroli-gende, fordi befolkningen - adspurgt iflg. Dansk institut for forskningsanalyse – kun ville afsætte 2 – 4% af alle offentlige forskningsmidler til humaniora (og 75% til sundhed), hvis der skulle stemmes om det. Det skal der heldigvis ikke. Men det rejser et normativt pro-blem: Pdes er offentlighedens interesse for forskning vokset enormt det samme årti, pdas glimrer humanistiske forskningsledere (dekaner, rektorer, direktører for kulturarvsinstitu-tioner etc.) ved deres fravær i debatten: Ingen går i clinch med politikere, ministre eller myndigheder om præmisserne og kriterierne for den forskning, der bliver prioriteret. Heller ikke om, hvilke optimale incitamentsstrukturer, man kunne tilbyde sine forskellige typer forskere, så talent og fordybelse blev varetaget på bedst mulig måde. ”Højeste internationale niveau” gjalder blot retorisk ud over visionsoplæggene gang på gang. Uden nærmere snak om, hvad det så betyder. – Jeg ved ikke, om man kan kalde det at være opgaven voksen. – Men i hvert fald er det godt at debattere det som i Sverige, hvor man for 2 år siden fik videnskabsminister Leif Pagrotsky til at hævde humanioras relevans i en tid med globalisering og hurtige forandringer. Og hvor han pegede på hum som en grundpille i et demokratisk og intellektuelt samfund. Så man håbe, dét er fulgt op på universiteterne …

Hvad vil vi med humaniora?
Men bør man ikke gribe i egen barm og sige, at den åndelige fattigdom hos vore ledere og den topdown-styring, der så ensidigt er blevet moderne de seneste år, vel kun kan udryd-des ved at man nedefra forsøger at berige sine ledere. Og går ud i debatten i stedet for at resignere. Grundlæggende kunne man spørge, om ikke der – inspireret af Said - burde skelnes mellem tre slags humanistisk forskning, når vi hævder hum’s berettigelse og nød-vendighed i viden, erkendelse og kritik: Den første type stiller spørgsmål om en tekst, en ting eller artefakt, fordi den ikke har været undersøgt før; her går man ud fra, at materialet er interessant og værd at udforske i sig selv, fordi det hidtil har været glemt eller overset. Den måde at stille spørgsmål på, hævder, at humaniora er berettiget som en lystfuld interesse, et aspekt af et kærlighedsforhold, hvor forskere får stillet deres nysgerrighed, slukket deres kundskabstørst og udlevet deres lyst til at boltre sig i spørgsmål, de selv finder interessante. Klassiske, og især ældre humanister vil hævde, at den lystfyldte interesse er grund nok til, at staten betaler forskningen. Her er humanisten ude at gå. Den anden type stiller spørgsmål af nytteinteresse, fordi et bestemt samfundsproblem skal løses eller bely-ses. Den måde at stille spørgsmål på hævder, at humaniora skal øve sig i at være nyttig og bidrage til samfundets problemløsninger. Der skal tænkes hen mod en faktura, så regnin-gen for analysen kan dækkes af indbringende svar. Her er eksperten ude at gå. Den tredje type stiller spørgsmål af samvittighed, ud fra forskerens ønske om at fungere som samfun-dets kritiske bevidsthed om sig selv, som den intellektuelt reflekterende og nysgerrige på vegne af hele samfundet og det enkelte menneske. Det er den, der ud fra et kulturanaly-tisk, filosofisk, eksistentielt, kommunikativt, historisk eller æstetisk perspektiv vender tin-gene på hovedet og spørger: Hvor går vi hen, hvordan gør vi det – og kunne man forestille sig andre måder at gøre det på? Her er hofnarren eller den offentlige intellektuelle ude at gå. Hofnar er et godt ord, fordi det betegner en professionel, der ansat til at sige det provoke-rende, der bør siges. Og som modtageren bliver både klogere og usikrere af at lytte til.

Dette er tre vidt forskellige måder at stille spørgsmål og drive humaniora på. Hu-manisten, eksperten og hofnarren eksisterer i dag side om side. Og skal vel også gøre det. Der er ikke noget odiøst ved nogen af dem, selv om den sidste er blevet nogen umoderne. Hvis samfundet har råd til det, leverer både humanisten og hofnarren grundforskning. Eksperten leverer derimod den bestilte, den rekvirerede forskning, der frit kan vælge sine metoder, men som er målrettet på problemløsning. I humanioradebatten er den første, humanisten den, der for alle andre end humanistiske forskere selv kommer til at virke snæversynet, traditionsbunden, selvoptaget og specialiseret, og som derfor kommer til at stå for skud, når der skal prioriteres ressourcer til forskningen. Den anden, eksperten er den, som politikere, myndigheder og institutionsledere elsker at give plads i dag, og som bliver prioriteret og højprofileret bevillingsmæssigt, i hvert fald i Danmark. Den tredje, hofnarren er den, der ”er vitaliserende i de enkelte menneskers liv, klargørande i den offentlige samtale og korrigerende hhv. stimulerende over for andre videnskaber”. Den skal, om og om igen, stille de naive spørgsmål om, hvordan og hvorhen (LLarsson, DN 26/10.05).

Men hofnarren bliver der stadig mindre plads til på universiteterne. For det er den forsker, der skal betales af basisbevillinger eller af eksternt bevilgede, og ofte private midler. Sådanne midler prioriteres ikke til humaniora, sammenlignet med natur- og sundhedsvidenskab. Det strategiske forskningsråd gør det naturligvis ikke, men ej heller det danske frie forskningsråd (for Kultur og Kommunikation) prioriterer meget af den slags. Snarere gives midler til den første (den lystfulde) og den anden (den nyttige) slags.

På den måde er det gået tilbage for humaniora på universiteterne. Nysgerrighed, undren over givne sandheder og uforudsigelig produktion af ny viden har siden renæssancen været bærende drivkræfter for alle videnskaber. Vi kender det som det Humboldske uni. Det gælder også i humaniora, der blev udvikledes med fokus på det enkelte og frie menneske som værende uafhængigt af Gud. Nu overlever humanisten på små aka-demiske øer, mens den nyttige ekspert har travlt med at svare på de til enhver tid gældende modespørgsmål, der kommer fra myndigheder og strategiske forskningsråd og –programmer. Det siger sig selv, at i det civiliseret, demokratisk og samfundsmæssigt perspektiv slet ikke er tilstrækkeligt, at humaniora viser hvordan hjulene kan smøres, så problemer og udfordringer kan løses og vognen rulle videre på vejen. Det siger sig selv, at hofnarren bliver uundværlig som en offentlig intellektuel, hvis den humanistiske forsk-ning vil andet og mere end at kortlægge gamle artefakter og revidere forståelsen af de sproglige, æstetiske, kulturelle og religiøse sandheder, vi selv tror på. Hvis man vil udfordre den retning samfundet har taget, må man stille relevante spørgsmål om kursen. Dét må være humanioras opgave.

Samfundets kritiske bevidsthed om sig selv
I bund og grund mener jeg ikke vi har råd til andet end også at fremhæve humaniora som samfundets samvittighed og kritiske bevidsthed om sig selv. Det betyder hverken, at hu-manisters arbejde ikke må være lystfyldt eller nyttigt. Tværtimod bør vi opløse disse gam-le, sure modsætninger. Men vi bliver nødt til at erkende, at humaniora må afspejle, at sam-fundet ikke længere er delt i sektorer, der svarer til fagenes traditionelle discipliner: Nye opgaver og fag er dukket op med nye behov og udfordringer. En del af det er og har været på vej i DK et godt stykke tid og skal ikke kun besvares af den nyttige ekspert: ’Minoritets-studier’ dukker op, når de såkaldte minoriteter bliver et problem i samfundet. ’Postcolonial studies’ er blevet internationalt tunge områder efter erkendelsen af, at kolonialismen var et problem, - og trives nu til en vis grad nogle steder på danske universiteter. Nye fag-områder og spørgsmål rejser sig, når virkeligheden presser på: ’Modernitetens tilblivelse’ kan først udforskes, når vi er godt på vej ud i det postmoderne vildnis. ’De historiske biografiers historie’ kan først skrives, når genren og dets genstand, individet, bliver et diffust problem i den vestlige tænkemåde. ’Menneske-og-miljø-studier’ dukkede først op, da mennesket er ved at gå til i forurening. De klassiske fagdiscipliner blev udfordret og tvun-get til at arbejde tværfagligt, da internationaliseringen trængte sig på og brød disciplinori-enteringen. Det er en meget stor udfordring for universiteterne og deres måde at uddanne og forske på. Meget skal ombrydes – og det er i gang, - men der hersker almindelig forvirring, når de fagkyndige, forskerne, ikke bliver inddraget i ledernes overvejelser. Og når lederne blot følger de politiske vinde om hurtige, uigennemtænkte ændringer.

Den offentlige intellektuelle
Det er oplagt, at der bør ske en dobbeltbevægelse, hvor man både udvikler de nye tværgå-ende studier og forskningsprogrammer og kvalificerer de klassiske studier og fag, vi har kendt længe. Men først og fremmest er det en kerneopgave offensivt at sørge for, at humaniora genskabes som en respekteret og selvbevidst videnskab, både i Danmark og i Sverige, inden den bliver udslettet af markeds- og nyttiggørelse eller af humanisters resig-nerede indadvendthed og lyst til at pleje egen lyst.

Hvordan kan det ske? Der skal meget til og en hel del kommer helt af sig selv, når de hum fakulteter bliver omstruktureret af ledelserne under den universitetslov, der skaber ny virkelighed i disse år. Derfor er der grund til at forskerne selv intervenerer i den offentlige sfære som kritiske intellektuelle, reflekterer, debatterer og stiller forslag om, hvad der skal ske. Sådan bør det være i et demokratisk samfund. Forfattere og intellektuelle burde bryde den selvpålagte tavshed, som blandt andet ophøret af den Kolde Krigs bi-polære verden, de strukturelle ændringer i en globaliseret økonomi og angsten for at miste de faste stillinger på universiteterne (!) har medført. Den offentlige intellektuelle burde genfinde sit funktionelle hverv, skrev Said: nemlig at udfordre, at analysere, at provokere, at vove at være i eksil og at levere alternative fortællinger til den herskende universelle diskurs (The Public Intellectual, 2002). Said ville løfte de intellektuelle ud af den lammelse, som fraværet af en masterplan – en større utopi, ideologi eller tro satte de fleste humanister i efter Murens fald. Han ville have forskere og forfattere til at skabe nye hypoteser ud fra kendte historiske og sociale facts.
Den videnskabelige specialisering, vi har kendt siden Oplysningstiden er så velud-viklet, at specialisters resultater publiceres i faglige specialtidsskrifter, der (stort set) kun læses af indviede. Resultaterne forbliver i lukkede akademiske cirkler, bliver ikke formidlet og bliver heller ikke udfordret af anderledes tænkende forskere. I værste fald får samfundet ikke kvittering for forskningsinvesteringerne og forskningen/forskerne ender med at bekræfte sig selv og deres resultater. De forbliver humanister. I bedste fald får samfundet særdeles højkompetente forskere, der inden for deres felt måske er marginaliserede i DK, men som internationalt rangerer højt blandt ligesindede, f.eks. visse lingvister, sprogfolk, antropologer og historikere. De udvikles til eksperter. Under alle omstændigheder har spe-cialiseringen haft en afgørende indflydelse på arbejdsformerne – i humaniora forsker man individuelt eller i meget små grupper.

Det er ikke noget nyt, at svaret på denne problemstilling fra myndigheder, politike-re og visse forskningsinstitutioners ledelser har været: Tværfaglighed og forskning i team! Der er heller ikke noget nyt i, at humanister en del år har vist evnen til arbejde på tværs og i teams, selv om de ofte bliver beskyldt for det modsatte. De har vist sig omstillingsparate. Det viser utallige videnskabelige råds beretninger. Det er ikke dét, der er problemet. Det er heller ikke et problem, at mange humanister går tilbage til deres individuelle lønkammer og forsker videre alene, når de fælles opgaver er løst. Problemet er snarere, at man ikke får den bedste forskning, originaleste tænkning eller dybtgående kritik frem ved at tvinge forskerne til at indgå i mere eller mindre kortsigtede, tværfaglige programmer.

Erfaringerne for hvordan man har rekrutteret forskere som både outsidere og insidere i spændingsfeltet mellem klassisk humanisme, specialfaglig ekspertise og kritisk videnskab kan udvikles til noget konstruktivt. Det viser avancerede forskningscentre i USA, i en håndfuld europæiske lande og i Australien. Det forekommer væsentligt, at humanisten, eksperten og hofnarren ikke udelukker hinanden, men går i kritisk dialog her i senmoderne, komplekse tider og tager den udfordring op at udfordre forskningslederne (institutledere, dekaner, rektorer, direktører for kulturinstitutioner) til selv til at stille de store spørgsmål om, hvor vi går hen.